Måske har du hørt om "festivalsæsonen. "Du ved, det der med blomsterkronerne, og fletningerne, og det hårfarvede hår og tromlerne (og RompHims)? Selvom musikfestivaler er som den alt-du-kan-spise-buffet med musik, ser det ud til, at den menu er det faktisk en eftertanke til festivalsæsonen (lidt ligesom hvordan Jesus er en eftertanke til jul). Det er blevet noget meget større end et liveshow, som de utallige pressemails, jeg har modtaget de sidste to måneder om festivalsæsonen, har fortalt mig.
Det er en ironi, som jeg har affundet mig med som en, der alligevel ikke rigtig har lyst til store udendørs skarer. (Medmindre du taler om Beychella, i så fald handler det kun om Beyoncé.) De handler om at hænge ud i nærvær af levende musik med store menneskemængder og få dit foretrukne niveau af jeg blev fandme med dine venner for at maksimere sjov. At gå til en musikfestival udelukkende for musikken er sjældent nok, men at gå til en musikfestival helt ædru er en vis form for lavmælt masochisme. Dette er den del, hvor jeg indrømmer, at jeg er masochist og gik helt edru til Coachella.
Instagram -indhold
Se på Instagram
Begivenheden er selvfølgelig stadig så underholdende, som den ville være, men du får den fulde surround lyd stereo oplevelse uanset om du vil eller ej, og jeg mener ikke bare de Top 40 popartister, du kom til se. Anyway, her er en kortfattet Coachella -debrief fra en helt ædru person.
1. Forestil dig myldretiden, men det er et karneval.
Det er sådan det er at navigere i disse skarer. Jeg er klar over, at dette er en meget NYC -reference (eller enhver by, hvor befolkningen er stærkt afhængig af offentligheden transport), men det gør det faktisk værre, fordi folk, der ikke bor i befolkningstætte områder har ingen begrebet rumlig ræsonnement med så mange bevægelige dele. Det er som en flippermaskine med 500 pinballs, der bare suser rundt i det hele. Dette har egentlig ikke noget at gøre med ædruelighed, men måske har det det. Se levende ud, mennesker. Jeg kan ærligt talt ikke fortælle, om alle bare er for blotte til det punkt, hvor der skal slås sol eller bare ikke bruges til at navigere i en enorm uregerlig skare. Måske lidt af begge dele, fordi jeg sværger, selv en myldretids togmængde kan intuitivt danne enhver form for funktionel strøm i et endnu mindre rum.
2. Det er så meget, meget højt.
Jeg ved - det er en musik festival. Levende musik er højt. Men dude, jeg er lige her, jeg kan godt høre dig. Du behøver ikke at brænde mine trommehinder uden hud, da high-end er den eneste ende af EQ'en, der kan nå mig en fodboldbane væk fra hovedscenen. Var jeg underlagt, er jeg sikker på, at det ville give mig et falsk sikkert niveau af dæmpet døvhed, så jeg i det mindste ikke ville bemærke det.
3. Du bliver det udpegede menneske i din gruppe.
Sagen ved at være eders venners ædru person er, at du er standard vennernes ædru person. Så du er en slags standardansvarlig for at passe på dem. Det betyder, at du kan se dem, når de er ved at begå en frygtelig fejl under påvirkning eller holde øje med enhver fremmed fare. Er jeg min brors vogter? Ikke rigtigt, men det er bare sund fornuft at holde øje, når jeg har fuld forståelse for mig. Mine venner er også rimeligt ansvarlige mennesker til at begynde med, så at være den spotter gør mig aldrig rigtig nervøs. Jeg så dog nogle virkelige rodede mennesker, der havde tid i deres liv med fuldstændig opgivelse. Åh, velsign dem.
4. Ja, du kan få FOMO mens ikke faktisk går glip af.
Jeg har en rigeligt sund fornemmelse af DGAF og kan generelt have det godt overalt. Men der er sandsynligvis en liste over spændende ting, jeg engang i livet kunne overbevise om at gøre, hvis jeg var uhæmmet med stoffer. For det meste tror jeg ikke, at jeg ville blive så irriteret over de almindeligt irriterende bits, der er lige store for kurset ved et stort socialt arrangement. Jeg ville nok have det for sjovt med at tænke på min egen virksomhed. Men når i Rom... Jeg vil bare opskrive alle de vilde minder til tvivlsomme beslutninger, der er taget, mens jeg er fuldstændig sund.
5. Men i det mindste er genopretning ikke rigtig et problem.
Hvis du ikke drikker, får du ikke tømmermænd, og hvis der ikke kommer noget, er der ingen comedown. Det er simpel matematik. Jeg har dog alt fast presset ind i hvælvingen (aka min hjerne, hvor jeg kan huske og overanalysere alt igen og igen til evigt), på godt og ondt. TL; DR, jeg havde det sjovt, og jeg følte mig ret OK bagefter. Jeg har ikke nogen skøre historier at fortælle, andet end hvor mange hele numser jeg så på Coachella (tallet er i øvrigt syv - syv hele numser). Men måske er det sagen ved at gøre det, jeg skulle have gjort i mine tidlige tyver, da jeg havde energi og udholdenhed, og ikke i trediverne, når jeg mest er bekymret for, om den stegte mad, jeg spiste sent om aftenen, ville give mig natteskræk søvn.
Instagram -indhold
Se på Instagram
Flere festivalsæsoners hilsner:
- 20 musikfestival frisure ideer til at prøve denne sommer
- Disse musikfestivaler tager et stort standpunkt mod seksuelle overgreb
- En neurotisk voksenguide til pakning til Coachella
Fletninger er dog ikke-konfessionelle: